Kan ikke mindes hvornår jeg sidst har lavet den gode gamle klassiker, men blev erindret om retten da jeg bladrede i det nyeste nummer af Hjemmet's bedste mad. Den smager jo bare skønt.
1 svinemørbrad
smør til stegning
lidt salt og peber
1 pk cocktailpølser
1 pk bacon i tern
1 bakke champignon
1 stort rødløg el. alm. løg
3 hvidløgsfed
2 tsk paprika
2 tsk oregano
3 laurbærblade
1 ds hakkede tomater
2 spsk tomatkoncentrat
3 dl bouillon el. hvidvin
2 dl fløde
salt og peber
evt. lidt maizena rørt op i vand, til jævning
Steg bacontern af på panden til de er gyldne, og kom cocktailpølserne ved og steg hurtigt med. Tag fra. Skær rensede champignons i grove skiver og steg af på panden, og tag fra.
Skær den afpudsede mørbrad i lidt tykke skiver, bank dem lidt flade og krydr med salt og peber. Steg dem i smør på panden 2-3 minutter på hver side, og tag fra.
Sovsen: Skær løg og hvidløg i små tern, og steg af i lidt smør, svits derefter tomatkoncentrat hurtigt af sammen med paprika. Hæld hakkede tomater og bouillon el. hvidvin ved. Krydr med oregano og laurbær. Lad det små simre dækket til, en lille halv time. Hæld fløden i og lad koge lidt ind. Smag til med lidt salt og peber.
Kom champignons, pølser og kød tilbage i sovsen, og lad det stå og små simre ved helt lav varme. Smag retten til en sidste gang. Drys evt. med hakket persille ved servering.
Kartoffelmos:
1 kg kartofler
en smule af kartoffelvandet
15-20 gr. smør
salt og peber
lidt revet muskat
Kog kartoflerne møre i usaltet vand. Hæld det meste af vandet fra, så der er en smule tilbage i bunden. Mos kartoflerne og kom smørret ved. Pisk mosen glat og luftig, og smag til med salt, peber og lidt revet muskatnød.