For mange år siden da jeg flyttede til København, var vi nogle stykker der fandt den bedste franske pandekage restaurant inde i Larsbjørnsstræde, jeg var ret vild med stedet dengang, så kunne godt tænke mig et genbesøg på et tidspunkt.
Indtil da har jeg forsøgt mig med min egen udgave af en slags galette med lækkert fyld.
De laves på boghvedemel, som jeg ikke har kunnet finde i nærheden af hvor jeg bor, så måtte bruge fuldkornsmel i mangel af bedre. Så anbefaler at man bruger boghvedemel så de bliver autentiske franske galettes. Googlede forskellige versioner, og endte med at tage udgangspunkt i denne opskrift.
Jeg eftergrillede min i ovnen hurtigt tilsidst.
Min version:
Dej:
3 dl mælk
1 dl vand
2 store øko æg
125 gr. boghvedemel (el. fuldkornsmel)
25 gr. hvedemel
2 knsp salt
2 spsk olivenolie
lidt smør/olie til stegning
Fyld:
rester af kogt kylling el. 1-2 kyllingebryster
1 stor pose frisk babyspinat
salt og peber og lidt revet muskat
lidt citronsaft
lidt smør til stegning
tomatskiver
frisk mozarella, skåret i skiver
salt, peber og oregano til drys
Kom melet i en skål, og tilsæt lidt salt, mælk, vand og æg. Rør dejen sammen og sæt på køl mindst en time, gerne to.
Klargør fyldet og tænd ovnen på 220. Skær de kogte kylling i mindre stykker. Skyl babyspinat og vend det hurtigt på panden, så det lige falder sammen, krydr og smag til med lidt citron. Man kan også stege det med lidt hvidløg efter smag.
Kom en skefuld dej på en varm pande i lidt smør/olie og glat ud. Vend pandekagen og kom fyldet på straks. Først spinaten (vredet for det meste væde), så kylling, tomat, mozarella og krydderier. Fold siderne op om fyldet. Kom forsigtig pandekagen over på en stor tallerken, og eftergrill i ovnen til osten lige er smeltet.
Selv om det ikke blev den helt ægte version, smagte den dog godt derhen af.
Velbekomme