Hurtige kanelsnegle, med hakkede peanuts på toppen. Det sker meget sjældent som i næsten aldrig, at jeg køber sådan en rulle færdig dej, men der var et godt tilbud på en rulle kanelsnegle-dej, hvor den skulle bruges samme dag, så ville lige prøve det af.
Har man lyst og tid, kan man jo også prøve at lave sin egen wienerbrøds-dej.
De blev nu også rigtig lækre i denne nemme version, og har man marcipan liggende til en ekstra god remonce, gør det dem kun endnu bedre.
1 rulle fersk kanelsnegle-dej (fra køledisken), til lyn versionen - eller
1 portion wienerbrøds-dej, til luksus version
Remonce:
50 gr. smør
50 gr. sukker
1 spsk god kanel
1 æg til pensling
1 håndfuld hakkede peanuts, eller andre nødder til drys
Bagetid, ca. 20 minutter v. 180 gr.
Forvarm ovnen på 180 gr. (alm. ovn). Rør en remonce sammen af blødt smør, sukker og kanel.
Rul dejen ud, og smør remoncen på. Jeg rullede derefter dejen sammen på den lange led, for at få flere små snegle, ellers rulles den ud på den korte led for store snegle.
Skær dem ud i ca. 10 stykker, og kom dem på højkant, på en plade med bagepapir. Tryk dem lidt flade og pensl med æg. Drys med hakkede nødder.
Bages midt i den forvarmede ovn ca. 20 minutter. Køl af på en rist, og nyd.
Velbekomme.